Emanuel Vigelands mørke glasmaleri i Aarhus Domkirke

Igennem specialeprojektet har jeg undersøgt årsagerne til den markante mørke fremtoning af den norske kunstner Emanuel Vigelands glasmaleri i Aarhus Domkirkes apsisvindue (1925-1926). Jeg var nysgerrig for at finde ud af, om glasmaleriets mørke er et udtryk for kunstnerens intention og hans tilbøjelighed til at fremstille mørke værker, eller om det er et udtryk for nedbrydning af glasmaleriets materialer.

Ved hjælp af prøveudtagning og kemiske analyser af glasmaleriets farvelag, visuelle observationer, UV-induceret luminescens fotografering og klimamonitorering kom jeg frem til et overraskende svar. Vigeland har muligvis påført et oliefarvelag på glasmaleriet som en afsluttende finish - en metode som er utraditionel og underbelyst indenfor glasmaleri. Samtidig viste undersøgelserne at oliefarvelaget er nedbrudt på grund af de ekstreme klimatiske forhold omkring glasmaleriet. Klimamålingerne viste derudover også, at aflejring af luftbårne partikler på glasmaleriets overflade har gode betingelser. 

Glasmaleriets mørke kan derfor til dels forklares med kunstnerens intention, men også med materialernes nedbrydning og aflejring af partikler. Glasmaleriet er derfor sandsynligvis mørkere i dag, end det Vigeland havde forestillet sig, da han udførte det - også selv om han er kendt for at fremstille meget mørke glasmalerier.

Projektets resultater leder naturligt videre til overvejelser om, hvordan glasmaleriet vil kunne overfladerenses med respekt for Vigelands kunstneriske udtryk, materialernes bevarelse og glasmaleriets tilgængelighed for besøgende i kirken, og hvordan præventive tiltag vil kunne bremse en fortsat mørkning af glasmaleriet.