Tæt - Tættere - Sammen
Projektet undersøger minimalboligen som et aktivt redskab i den grønne omstilling og spørger, hvordan arkitektur kan gøre det attraktivt at bo kompakt uden at gå på kompromis med livskvaliteten.
Udgangspunktet er Hal 11 i Musicon i Roskilde, en eksisterende betonkonstruktion fra 1964. Frem for nedrivning betragtes bygningen som en ressource, hvor det bærende søjle-bjælkesystem danner grundlag for transformationen til et aldersblandet bofællesskab. Projektet arbejder med genbrug og genanvendelse som arkitektonisk strategi og undersøger, hvordan eksisterende strukturer kan danne ramme om nye bofællesskaber.
Projektet tager afsæt i den aktuelle udfordring: At danskerne bor i stigende grad i mindre husstande, samtidig med at boligarealet pr. person fortsætter med at vokse. Det voksende arealforbrug er en væsentlig faktor i boligers samlede klimaaftryk. Derfor stiller projektet spørgsmål veda om det gode boligliv nødvendigvis kræver store private arealer, eller om livskvalitet i højere grad kan skabes gennem deling frem for ejerskab.
Dette undersøges gennem gentænkning af både boligtypologien og hverdagslivet. De private boliger reduceres til 11,4 m2 pr. person, og indeholder kun de mest nødvendige funktioner for privatliv og tilbagetrækning. Funktioner som bad, køkken og opholdsrum trækkes ud af den enkelte bolig og samles i semi private og fælles arealer, der deles mellem beboer i klynger. Private, semi private og fællesrum organiseres i en tydelig rumlig gradient, som giver beboerne mulighed for selv at regulere graden af fællesskab, samtidig med det understøtter en mere ressourcebevidst livsstil.
Projektet fungere som et arkitektonisk og socialt eksperiment, der undersøger balancen mellem privathed og fællesskab. Hvornår kan fællesarealer styrke boligkvalitet, og hvornår bliver reduktionen af de private en begrænsning? Samtidig peger projektet på, hvordan transformation af eksisterende bygninger kan bidrage til udviklingen af fremtidens mere bæredygtige boligformer.
EKSISTERENDE FORHOLD
ORGANISERING AF BOFÆLLESSKABET
Boksene er udformet som selvstændige volumener, der forskydes både vertikalt og horisontalt ud fra den eksisterende betonkonstruktion. Grebet skaber en tydelig dialog mellem nyt og eksisterende.
Boligerne samles i tre klynger med delte funktioner som badeværelser og tekøkkener og varierer mellem ungdoms-, familie- samt senior/tilgængelighedsboliger. Mellem klyngerne placeres fællesfunktionerne som samlende mødesteder for hele bofællesskabet.
Et gennemgående gangforløb forbinder klyngerne og skaber ophold, møder og sociale interaktioner undervejs. Projektet organiseres som en gradvis overgang fra private boliger over til semiprivate og fælles rum til det offentligt tilgængelige funktioner.
INDRETNING
De private bobokse er indrettet med fokus på maksimal anvendelighed på minimal plads. Gennem vertikal organisering udnyttes højden i boksene, så sove- og opholdszone adskilles ved at placere sengen på en hævet platform eller i en hems, mens det nederste niveau friholdes til ophold og opbevaring. Multifunktionelle møbler er et centralt greb. Borde der foldes væk, sofaer der omdannes til senge, og integrerede reolsystemer, der simultant fungerer som opbevaring og rumdeler.
KONSTRUKTIONER
Boksenes konstruktion er opbygget som et let træsystem, der indsættes i den eksisterende betonkonstruktion uden at ændre dens bærende principper. Søjlerne udføres i nyt konstruktionstræ, mens spær, bjælkelag og afstivninger opføres i genbrugt træ.
Klimaskærmen fungerer som en termisk bufferzone, hvor den eksisterende konstruktion beklædes med genbrugt glas fra nedtagne væksthuse i nærområdet.
Projektet tager udgangspunkt i lokale ressourcer, og materialer til facader og indvendige overflader høstes i vid udstrækning fra nærområdets nedrivninger. Mursten, træ, vinduer og døre genanvendes som en integreret del af projektets arkitektoniske og ressourcebevidste strategi.
FOTO AF BOFÆLLESSKAB OG GANGAREALET
The Royal Danish Academy supports the Sustainable Development Goals
Since 2017 the Royal Danish Academy has worked with the Sustainable Development Goals. This is reflected in our research, our teaching and in our students’ projects. This project relates to the following UN goal(-s)