GAMMEL SJÆL – NY KROP

Ålervejen 7 anvendes som case for en eksisterende landejendom med en klar fysisk og planmæssig ramme, hvor transformation endnu ikke er gennemført, men hvor der foreligger en intention om et fremtidigt udviklingsforløb. Gården står som en typisk landejendom fra det tidlige 1900-tal, hvor bolig og driftsbygninger er samlet på én grund. De eksisterende bygninger er opført i materialer og konstruktioner, der svarer til almindelig byggeskik for perioden, herunder murede ydervægge og sekundære bygninger med lettere tagkonstruktioner (Resights, 2026). Den samlede struktur består af flere længer eller fritliggende bygninger, der tilsammen danner en funktionel helhed med relation til både bolig og tidligere landbrugsdrift.

Ejendommen er specifikt opført i 1931 og fremstår som en samlet bebyggelse bestående af flere bygninger med et samlet bygningsareal på omtrent 450 m², hvoraf nu kun 150 m² er registreret som beboelse (Boliga, 2026); (Resights, 2026). Grunden er på ca. 5,6 ha, og ejendommen er registreret som bolig med tilhørende landbrugs- eller driftsbygninger (Resights, 2026). Ejendommen er beliggende i landzone og indgår i et større landskabsområde omkring Ålerne, som er behandlet i en samlet kommunal helhedsplan. Her beskrives Ålerne som et område bestående af en række ejendomme langs Ålervejen, hvor bebyggelsen er spredt og organiseret i relation til landskabet og eksisterende strukturer (Helhedsplan for Ålerne, 2025). I planmaterialet fremgår det, at området skal udvikles med hensyntagen til landskabelige værdier og den eksisterende bebyggelsesstruktur (Syddjurs Kommune; Stran Aps; Rambøll, 2023).

I relation til det geologiske grundlag er ejendommen placeret på moræneler, en jordtype dannet under istiden og udbredt i store dele af Danmark. Moræneler består af en blanding af ler, sand og sten, hvilket har haft betydning for materialeanvendelsen i historisk byggeri (Marcussen, 1990). I dansk landlig byggeskik har lokale materialer haft afgørende betydning, hvor natursten fra marker er anvendt til fundamenter og bygninger. Som det beskrives: “natursten fra markerne blev anvendt til fundamenter og staldbygninger” (Kulturstyrelsen, 2012). Dette understøtter, at byggeskikken i høj grad har været baseret på tilgængelige ressourcer i det lokale landskab.

Den nuværende ejer er en børnefamilie med ønske om at transformere ejendommen til et kollektiv, men der er på nuværende tidspunkt ikke igangsat konkrete ombygnings- eller transformationsprojekter. Casen repræsenterer dermed en eksisterende bygningsmasse, hvor potentialet for transformation er til stede, men endnu ikke realiseret.

”Hvordan kan transformering af ældre gårdejendomme på Djursland udføres uden at kompromittere den arkitektoniske identitet?”

// ENG: 

“How can we transform older farm buildings in Djursland, without compromising the architectural identity?”

Gennem vores analyse af de fire udvalgte cases, og den historiske byggeskik er det blevet klart, at transformationen af ældre gårdejendomme ikke alene handler om bevaring, men om fortolkningen af stedets identitet. Projektet peger på et felt der spænder imellem ønsket om at bevare den arkitektoniske identitet og kulturarv, og samtidigt et behov for at kunne tilpasse sig til nye boligformer og leveveje. Derudover er der selvfølgelig et ønske om at overholde komfortkrav, sådan at de nye boligformer faktisk er realiserbare. Refleksionen retter sig derfor mod, hvordan nye indgreb kan tilføre funktion og værdi uden at opløse de kvaliteter, der gør gårdene betydningsfulde.

Ved at trække de nye konstruktive principper væk og op over den eksisterende facade, vinder vi en bedre etagehøjde samt et udhæng der kan give ekstra beskyttelse mod vind og vejr. Tagets hældning bibeholdes på de 45 grader, for netop at fastholde gårdens udtryk i samme stil. Normalt vil lavere taghældning eller sågar fladt tag give langt større udnyttelse af de øvrige etager over stueplan, men da hele vores projekt netop ønsker at afsøge metoder og eksempler på at bevare den arkitektoniske identitet ser vi det meget nødvendigt at fastholde de ydre former.

Undersøgelsen viser, at transformation ikke nødvendigvis kræver en tilbageføring til en historisk originaltilstand. Tværtimod peger projektet på, at den arkitektoniske identitet kan bevares gennem en videreførelse og fortolkning af gårdens typologiske og konstruktive principper. Særligt arbejdet med bindingsværket har vist, hvordan traditionelle konstruktioner kan danne grundlag for nye arkitektoniske løsninger. Bindingsværket blev i projektet ikke kun forstået som et historisk formsprog, men som et fleksibelt konstruktivt system, der kunne videreudvikles i relation til nutidige behov for boligkvalitet og fælles boformer. Gennem research by design blev det tydeligt, at mindre ændringer i taghældning, konstruktionsprincip og facadeopbygning havde stor betydning for oplevelsen af gårdens identitet. De lavere taghældninger skabte et mere nutidigt udtryk, men svækkede samtidig relationen til den traditionelle gårdtypologi. Omvendt viste den klassiske 45 graders taghældning sig at være central for den måde gården aflæses og genkendes på. Projektet peger derfor på, at visse arkitektoniske elementer, som tagform, proportioner og materialitet, har særlig betydning for bevarelsen af den arkitektoniske identitet.