Dataskoven - at røre arkivets bark

Under ”skyen” findes et enormt netværk af datacentre med uendelige rækker af harddiske og servere, forbundet af internetkabler, der strækker sig på tværs af kontinenter, under havets overflade, gennem bjergkæder og under byer. Det udgør et usynligt planetarisk væv, som vi alle indgår i som ét samlet netværk: World Wide Web. Datacentre og skyens infrastruktur er blevet et af de vigtigste socioteknologiske systemer i vores tid, men i vores forestilling om skyen forekommer de diffuse og usynlige.

Et datacenter er et teknologisk kompleks – en maskinpark, der skal sikre, at digital information lagres og arkiveres uden forstyrrelser. De kaldes det 21. århundredes fabrikker: servere i lange rækker, små harddiske, kulørte kabler og metalliske køleanlæg, alt sammen dækket af en tynd skal og fremstående som et simpelt, men højteknologisk skur.

Computerskuret.

“Skyens” grænseløse rum spejles i den fysiske arkitektur. Den uendelige horisont i himlen er blevet til et uendeligt indre i datacenteret – et uendeligt indre, der ikke anerkender noget ydre.

Det er her vores fælles hukommelse, digitale jeg, arkiver og data findes. Gemt væk i industri- og logistikparker, aflåste og usynlige, fremstår de – som anden infrastruktur – glatte i deres udtryk og arkitektur, men tydelige i deres planetære aftryk.

Landskabet i Ringsted Kommune blev ved den sidste istid for omkring 19.000 år siden opdelt i en nordlig og en sydlig del af en tunneldal, der passerer på tværs gennem kommunen. Her findes søerne Haralsted Sø og Gyrstinge Sø med tilhørende å-forløb. Mod øst udmunder dalen i en ås og en højderyg, som kendetegner skovområdet Humleore.

Nord: et kuperet dødislandskab formet af aflejringer fra issøer og dødishuller.

Syd: den jævne bundmoræneflade presset under isen.

I det kuperede dødislandskab findes i dag De Midtsjællandske Skove, som er særlige med deres indbyrdes nærhed og store interne forskellighed som følge af jordbundsforholdene. Under den sidste istid blev skiver af kridt ført til området, og flere af skovene ligger oven på disse aflejringer, hvorfor 1/4 af Danmarks arter findes her. Områderne er udpeget som et oplagt startpunkt for skovrejsning, da muligheden for at forbinde de ellers adskilte skove kan give store sammenhængende arealer og øge biodiversiteten. 

De historiske stjerneformede landsbyers organisering kan stadig aflæses i landskabet og udgør sammen med herregårdslandskabet og flere historiske godser det kulturelle landskab i Ringsted. Spredt fra nord til syd opdeler marker skovområder og landsbyer og præger såvel politiske som økologiske og hydrologiske systemer i kommunen.

Projektet udspringer af en analyse og situering i de eksisterende skove, landskabet og geologien langs den nordlige side af tunneldalen ved Haraldsted Sø og de omkringliggende skovområder. Ved at situere dataskoven i dette konkrete terræn gentænkes arkivets abstraktionsmaskine og bearbejdes i stedet fra jorden og op. Variationerne i de eksisterende skove danner grundlag for en differentieret formgivning og et nuanceret udtryk i både skovens rumlighed og dens måde at arkivere data på.

Et arkiv består af dokumenter og den beholder, der opbevarer dem. Omkring dokumenterne udspiller sig et sæt ritualer: handlinger, indsatser, gestusser og tanker, som opretholder arkivets funktion og sikrer, at det forbliver læsbart over tid.

I det fysiske arkiv er arkivering en proces præget af selektion snarere end akkumulering. Dokumenter må løbende sorteres, kategoriseres og fravælges. Arkivet bygger på en aktiv og nøjsom glemsel, hvor begrænsede ressourcer nødvendiggør valg om, hvad der skal bevares, og hvad der kan gå tabt.

Internettet og ”skyen” hviler derimod på principper om akkumulering. Data lagres i en hastighed og skala, som får dem til at fremstå uden fysisk udstrækning og altid tilgængelige. Dermed skjules det arbejde, den energi og den infrastruktur, som opretholder arkivet.

Projektet stiller spørgsmålstegn ved denne forestilling om permanent lagring og peger i stedet på ritualer og handlinger, der rummer både erindring og tab. Brugere af dataskoven udvælger og selekterer data, inden de indkodes og indlejres i skovens arkiv. Her bliver data afhængige af stedets forhold og sæsonernes cyklusser og kan over tid ændres, forskydes eller forgå.

Et afsæt for projektet var en kortlægning af mit eget dataforbrug over en gennemsnitlig arbejdsdag. Hvor data i dag typisk tilgås med samme forventning om høj hastighed og opløsning, introducerer dataskoven forskellige datakategorier – kold, varm, temporær, langtidsholdbar, åben og privat. Hver kategori forbindes med forskellige former for lagring, tilgængelighed, hastighed og opløsning og gør data afhængige af de rytmer og betingelser, de arkiveres under.

Projektet foreslår en dataskov nord for Haraldsted Sø i Ringsted Kommune. En dataskov er en sammenblandingstypologi, der kombinerer skovrejsning med datacenterets tekniske arkiveringsfunktion. Dataskovens landskab anskues som et samlet og ufuldstændigt levende kompleks, hvor data, menneske og skov sammenvæves i en blandet form.

Anlægget består af fire dele, som mangfoldiggør hinanden og tilsammen danner dataskovens blandede form: tekniske anlæg, dataskov, skovrejsning og et interface for brugere af dataskoven. 

Data arkiveres i tre forskellige medier: serverracks, som vi kender dem i dag, sæsonbetonede serverracks, som aktiveres af vind, vand og sol, samt arkivering af data i træernes DNA. Data arkiveres ikke længere ensartet, men afhænger af datatypen, de klimatiske cyklusser, skovens tilstande og sæsonernes variationer.

Et blandet mosaiklandskab udspringer af en situering i de eksisterende skove, landskabet og geologien langs den nordlige side af tunneldalen i Ringsted Kommune. De følgende områder findes i dataskoven: 

Valsømagle: stjernelandsby i centrum.
Vådbundsskoven: særligt præget af højt stående grundvand og lavninger. 
Skovhøjene: ligger højt og bakker op tæt på Haraldsted Skov. 
Skovbæltet: høj og tæt beplantning.
Vindskoven: lavere beplantning og spredningen er præget af vinden.
Valsø Å: fritlagt grundvand og å
Solskoven: sydvendt og bakker ned mod Haraldstedsø
Skovbakker: blandet skovtyper og datalandbrug

Eksisterende landbrugsbygninger omdannes til små, spredte datacentre og planteskoler, mens en ny infrastruktur væver dataskovens områder sammen.

Infrastrukturen består af indkodere og afkodere, som oversætter binær data til syntetisk DNA, der indlejres i træerne og senere kan aflæses igen. Samtidig registrerer infrastrukturen skovens billeder, rytmer, cyklusser og processer og lader dem præge måden, data lagres og tilgås på.

Sæsonbetonede datacentre fungerer som noder i dette netværk. Noderne består af en langtidsholdbar stenkonstruktion og en midlertidig teknologisk konstruktion. Mens den tekniske del kan udskiftes eller fjernes, når nye lagringsteknologier opstår, bliver stenkonstruktionen stående som levested for planter og dyr og som støtte for skovens fortsatte udvikling. Over tid vil disse strukturer fremstå som spor af en tidligere infrastruktur og minder om en tid, hvor data blev arkiveret i dataskoven.

Noderne formes af klimatiske cyklusser og landskabets rytmer, så variationer i vind, vand og sol bestemmer, hvornår bestemte data er tilgængelige i dataskoven.

Dataskovens områder udvikler sig over tid på forskellige måder. Denne differentiering afspejles i infrastrukturen, hvor forandringer i skovens rumlighed og tilstande gradvist omsættes til forskelle i både data og arkiveringsformer. Data lagres ikke længere ensartet, men påvirkes af de steder, tider og processer, de indgår i. Arkiveringen bliver dermed situeret i skovens egne rytmer, cyklusser og forandringer.

Projektet stiller spørgsmålstegn ved vores behov for at akkumulere og fastholde data og peger i stedet på ritualer og handlinger, der rummer både erindring og tab. Kan vi forestille os at give slip på dele af vores digitale jeg? I takt med skovens udvikling vil data gradvist ændres, forskydes eller forgå. Brugere af dataskoven udvælger og selekterer data, inden de indkodes og indlejres i dataskovens arkiv.

Når vi bliver bevidste om vores digitale-jeg, kan vi opleve en fysisk og kropslig resonans med vores erindring – ved at røre arkivets bark. En erindring, der giver plads til at sørge over tabet af vores digitale jeg og mærke et fysisk svar.

Ved at kombinere vores dataarkiver med skoven indlejres en produktive forvirring i arkivets tektonik: over lange tidsperioder vil skoven mutere, skabe forskelle og data vil langsomt ændres eller forgå.

Skovens blanding af naturlig tilgroning, præcis udplantning og løbende vedligeholdelse vil over tid skabe et forskelligartet og mangfoldigt landskab af rumligheder og vegetationstyper. Nogle områder vil udvikle sig gennem fri spredning, hvor planter gradvist indtager nye arealer og danner tætte, sammenhængende bevoksninger. Andre områder vil følge mere kontrollerede spredningsstrategier, hvor korridorer, lysninger og udvalgte arter vedligeholdes og styrer skovens udvikling i bestemte retninger.

Efterhånden som skoven vokser til, vil grænserne mellem de forskellige områder forskydes. Tætte bevoksninger vil blande sig med de mere kontrollerede spredningskorridorer, og skovens udtryk vil løbende forandre sig som følge af samspillet mellem naturlige processer og menneskelig indgriben.

Denne udvikling vil komme til udtryk gennem skovens billeder, som infrastrukturen fortolker og anvender til meningsfuldt at registrere og skabe forskelle i landskabet. Den nye infrastruktur følger dermed skovens tidslige rytmer og udvikler sig i takt med dens forandringer.

Når dataskovens funktioner en dag erstattes af nye teknologier, vil dele af infrastrukturen og skoven blive stående som et levn fra en tid, hvor data blev arkiveret i dataskoven. Her vil sporene af både de tekniske systemer og de forskellige spredningsstrategier fortsat kunne aflæses i landskabets form og vegetation.

Den første computer var inspireret af Jacquard-væven, og dens programmering bygger på de samme principper som vævens teknikker. Vævens struktur, hvor tråde føres over og under hinanden, bliver i computerens abstraktion til 0 og 1. Denne forbindelse peger på en dimension af computeren, som i dag ofte overses: at al information og alle tegn altid er indlejret i et fysisk medium og kræver arbejde for at blive frembragt, lagret og overført. Arbejde, der i sidste ende er energi.

I væven trækker trådene i hinanden og påvirker gensidigt strukturens opbygning. Vævningen synliggør dermed forholdet mellem materiale, proces og form. Med udgangspunkt i dette blev projektet en undersøgelse af kortlægning og tegning gennem vævens principper, hvor trådene udtrykker forbindelser mellem det medium, der frembringer figuren, og den figur, der skabes.