AFSÆT

Projektet tager afsæt i den udbredte problemstilling vedrørende affolkning af landområder, som finder sted på globalt plan. Konsekvenserne heraf er forladte områder, bygninger og hele landsbyer, hvor funktioner og fællesskaber gradvist svinder ind. Denne bevægelse ses både i Japan og Danmark som følge af demografiske forskydninger, urbanisering og foranderlige leveformer. 

I Japan står i dag omkring 14 % af bygningsmassen tom og efterladt. Disse forladte boliger betegnes som Akiya-huse, og tendensen er særligt udbredt i bjerglandsbyer og tidligere landbrugssamfund, hvor affolkningen har været mest markant. 

Der er væsentlig viden for projektet at hente i en japansk kontekst, da stedet rummer en lang vernakulær tradition for en fænomenologisk tilgang til arkitektur og landskab. Denne tradition forholder sig i høj grad til - og værner om - de lokale fællesskaber, som opstår omkring bosætningsformer, jordbrugspraksisser, kollektive vandhåndteringssystemer og løbende reparation og vedligehold af bygninger og landskab. Her arbejdes der, som kollektivt og adaptivt felt, med stedets kræfter frem for imod dem; særligt i relation til vind, vand, topologi, tektoniske bevægelser og lokale, tilgængelige ressourcer.

SYNOPSIS

Projektet undersøger, hvordan et forladt og lokalt stigmatiseret Kominka-hus, fire tørlagte risterrasser og et større dyrkningslandskab i den japanske bjerglandsby Kakinokimura kan transformeres gennem arkitektoniske og landskabelige greb, som genaktiverer og styrker relationen mellem huset, landskabet og det lokale landsbyfællesskab. Med afsæt i det specifikke hus, de terrasserede rismarker og det tilhørende dyrkningslandskab for teproduktion arbejder projektet i krydsfeltet mellem bygningsarkitektur og landskabsarkitektur.

BLIK / DET KOLLEKTIVE FELT

Dette blik belyser vigtigheden af det kollektive felt, affektive rum og den immaterielle kulturarv, som ligger indlejret i fællesskabets rum og den relationelle, sociale sfære. Efter japansk filosofisk tradition betragtes tid og rum som gensidigt afhængige størrelser, formet af cykliske hændelser: årstider, ekstremvejr, sociale og rituelle højtider, liv og død. 

Projektet undersøger og foreslår at styrke det kollektive og fællesskabet, som er afgørende for, at et afsides sted som Kakinokimura kan bestå. Fællesskabet har gennem tid været nødvendigt for at indsamle og bevare den viden, der gør bosættelse og bygningskunst mulig i et udfordrende bjerglandskab. 

BLIK / VAND, BEVÆGELSE OG RELATIONER

Vand er, og har altid været, en af de primære ressourcer i bjergene, både til produktion af fødevarer og generering af elektricitet. Derfor har man gennem århundreder udviklet systemer, som formår at arbejde med vandets kræfter, og netop dette træder tydeligt frem i den vernakulære arkitektur samt i givne landskabspraksisser. Vandet optræder i mange former: først og fremmest Takatsu-floden, nedbør der løber hastigt ned langs bjergenes stejle skråninger, vintrenes tunge is-og snedække, geotermiske varmekilder og grundvandets tilstedeværelse i det porøse lavalandskab.

Historisk set har det særligt været det terrasserede dyrkningslandskab, som har været meget karakteristisk for bjerglandsbyerne i Shimane-området. Risterrasserne, som man aktivt har dyrket siden ca. tusind år f.v.t. og frem til landbrugsreformen (1949), er meget vandholdige kroppe, som har indgået i komplekse vandsystemer og har været en væsentlig aktør i det større økosystem. Projektet arbejder med at oprense og genoprette den hårde infrastruktur af vandkanaler, som omkranser site, og foreslår samtidig en blødere håndtering af vand som supplement. Den blødere håndtering af vand opsamler, filtrerer og renser regnvand, grundvand og overfladevand og bringer samtidig et æstetisk element ind ved de de tørlagte risterrasser, som transformeres til have og temporære vådområder.

BLIK / MATERIALER, REPARATIONER OG PATINA

Patina og slid behandles som en integreret del af stedets arkitektoniske udsagn. Spor efter tid, vejr og brug forstås ikke som forfald, men som fortællende lag, som vidner om liv, begivenhed og foranderlighed. Projektet betragter vedligehold som en form for omsorg og forlængelse af bygning og landskabs levetid frem for en tilbageførsel til en oprindelig tilstand. Dette blik søger således at arbejde med hvordan rum og steder ældes, og hvordan tidens påvirkning kan indgå aktivt i en transformation af stedet.