Nye boliger i gamle parceller

Indledningsvist har afgangsprojektet afgrænset sig til den betydelige mængde parcelhuse som er opført i perioden mellem 1960-1979. Gennem studier af tilfældigt udvalgte parcelhuse spredt over Danmarkskortet, er typologien undersøgt i sine forskellige skala-trin og karakteristika er udpeget. Projektet ønsker at belyse potentialet i typehuset fra perioden og den skalerbarhed der kan siges at være i, at én løsning et givent sted i Danmark, i et vist omfang, kan sige noget om de tusindvis af andre tilfælde som findes i landet.

Med udgangspunkt i et konkret parcelhuskvarter i Høje-Taastrup har projektet indsamlet data på den konkrete demografi, der af mange grunde må siges at være lavere end før i tiden. Med disse data sammenholdt med tanker omkring parcelhuskvarteret som boligen for børnefamilierne, stilles spørgsmålstegn ved den uoverensstemmelse, der kan siges at være herimellem. Problematikken understreges yderligere af videnskabelige studier, der fortæller os om vores klimamæssige aftryk gennem byggeriet og Danmarks enorme kvm-forbrug.

I et forsøg på at afdække holdepunkter indenfor temaet omkring boligfortætning af parcelhuskvarteret, er projektet ført til en række værktøjer, der individuelt og i samspil kan have indflydelse. De syv værktøjer afdækker emnet på tværs af skala-trin, fra det individuelle parcelhus til det overordnede kvarter.

I boligskalaen har fokus ligget på værktøjerne, omhandlende “Boligopdeling” og “Levetider og renovering”. I dette tilfælde har det resulteret i en tredeling af boliger, hvor kvm-forbuget i højere grad lever op til en målsætning om maksimalt 25 kvm/pers. Dertil har boligen fået en let renovering i form af tilføjet isolering i taget og udskiftning af vinduer i facaden. Med den lette renovering i mente, ses et potentiale i at lade mere lys trænge ind i parcelhusene.

Her ser vi klyngen før og efter vores indgreb og med implementeringen af værktøjerne “Fleksibilitet”, “Infrastruktur”, “Privat/fælles” og “Fællessakber og bevægelse”. Ved at opdele boligerne og skabe variation i størrelserne, går vi fra 8 boliger med i alt 23 beboere til 16 boliger samt et fælleshus, hvor der minimum kan bo 38 og helt optimalt op til 53 personer. Boligerne varierer nu i størrelse fra 24 til 105 m², hvilket vi vurderer fortsat ligger inden for en komfortabel ramme. Derudover er der tilføjet flere fællesfunktioner, som beboerne deler i fællesskabet.

Et gennemgående spørgsmål for opgaven blev, hvordan en fremtidig downsizing af folks boliger må retfærdiggøres af nye bærende kvaliteter, hvis folk skal bryde med tidligere normer for boligstørrelser og give afkald. Her er fokus særligt lagt på understøttelse og nyskabelse af fællesskaber og rumligheder for kollektive funktioner. Indgreb der på anderledes vis kan bære hverdags- og interesse- prægede aktiviteter til et højere niveau end det er tilfældet i dag, hvor hvert parcelhus må understøtte alle funktioner i helhed.

Afslutningsvis viser vores indgreb, at man i denne stamme kan gå fra 61 eksisterende boliger, der i dag reelt huser omkring 175 mennesker, til cirka 122 boliger med plads til minimum 280 og op mod 400 beboere. Her har fokus ligget på værktøjet “Skalamæssige tilhørsforhold”. Det hele uden at opføre nye bygninger. Ved at gentænke boligstruktur og fællesskabsformer, mener vi, at man ikke alene kan fordoble antallet af beboere, men samtidig skabe rammer for at eje og dele mere i fællesskab end tidligere. Det peger mod en mere bæredygtig og socialt sammenhængende måde at bo på.