Bellahøj - eksperimentets fortsættelse

I 1950’erne blev Bellahøjhusene opført som et eksperimentbyggeri i en tid med dårlige levevilkår, bolig- og ressourcemangel. I dag, 70 år senere, er ti højhuse nedrivningstruede og står over for en mulig genopførelse. I stedet for at kopiere, afvise eller afslutte byggeriets historie, arbejder projektet med at fortsætte eksperimentet i lyset af nutidens samfundsmæssige udfordringer.

Projektet genoptager Bellahøjhusenes eksperimenterende ånd ved at integrere tre sammenvævede spor: bosætning, økologi og tektonik. Disse danner det metodiske og arkitektoniske grundlag for projektet.

Projektet er lavet i samarbejde Philippe Rothschild Eisensøe.

Bosætning handler om at skabe rum for mennesker – både fysisk og socialt. De eksisterende Bellahøjhuse har i årtier været hjem for stærke fællesskaber og livsformer, der nu risikerer at blive fragmenteret. Projektet søger at forstå og tage ved lære af dette sociale væv. Dette gøres bl.a. ved at udvikle en boligtypologi, der tilbyder fællesskab og fleksibilitet i form af varierende boligformer, med plads til forskellige målgrupper og fællesskaber på tværs. Den indre organisering nytænkes derfor med henblik på sociale interaktioner, hverdagsliv og tilhørsforhold.

Økologi griber ind i materialevalg og ressourcebevidsthed. I erkendelse af klimakrisens alvor og byggebranchens enorme miljøaftryk arbejder projektet med at nedbringe CO2-udledningen gennem brugen af biobaserede materialer og cirkulære principper. Projektet undersøger, hvad det vil sige at bygge såvel som bo med biobaserede materialer, og hvordan disse valg kan danne grundlag for nye måder at leve og organisere hverdagen på. Hvor det oprindelige byggeri opstod i en kontekst af ressourcemangel, tager genopførelsen afsæt i en ny type knaphed – klimamæssig og økologisk – og søger derfor en arkitektur, der balancerer mellem minimal indgriben og maksimal effekt.

Tektonik forstås ikke blot som et spørgsmål om konstruktion, men som arkitekturens måde at tale og tage stilling på. Projektets tektoniske greb synliggøre husets byggetekniske logikker, materialevalgene dikterer en ny byggeteknik, dette må og skal være synligt. Detaljerne forstås som essentiel for helheden og tegnes med fokus på at understøtte bygningens mulighed for at forandre sig over tid. Inspireret af Stewart Brands lagdelingsteori bygges der med tiden for øje. Tiden skal være en del af den kreative proces og bruges som et værktøj til at forstå, hvordan en bygning skal konstrueres, så bygningen forbliver relevant ved at tilpasse sig fremtidige behov.

Tilsammen danner disse tre spor en arkitektonisk tilgang, der forholder sig aktivt til Bellahøjs historiske arv og nutidens komplekse virkelighed. Hvor 1950’ernes Bellahøj eksperimenterede med industrialisering og boligstandarder, eksperimenterer dette projekt med fremtidens boligliv – med fællesskab, materialebevidsthed og arkitektonisk robusthed som centrale drivkræfter.