En ventetid

Hvad har flygtninge og butikstorve fra 1960’erne til fælles? 

Flygtninge er mennesker, der ufrivilligt må forlade deres hjem. De må forlade deres trygge rammer og de omgivelser, de har nært. De står nu i en absurd situation. De er mennesker i transit, omgivet af uvished. 

Ender man i Danmark under sin flugt, bliver man efter et besøg på modtagecenter, placeret på et opholdscenter. Disse er typisk indrettet i gamle militæranlæg, gamle hospitaler eller gamle fængsler, afskåret fra lokalsamfundet. Af den grund bliver asylcentrene til noget ukendt, til noget fremmed for danskerne. Flygtningene bliver mennesker vi blot taler om, og  ikke med. 

1960’ernes ideologi om det gode liv havde særligt sin opblomstring i Københavns forstæder. Femfingerplanen gjorde det muligt at bosætte sig uden for storbyen, omgivet af lys og luft. De lokale butikstorve var her man handlede, her man på uformel vis mødte byens beboere, og her man gjorde ophold for at nyde det summende liv. 

I dag er tilværelsen af butikstorvene en anden. Store indkøbscentre og handel på nettet har bidraget til det summende livs forsvinden. Butikstorvets bygninger bliver ikke vedligeholdt, og står af den grund forfaldne hen. De arkitektoniske kvaliteter er visnet. Butikkerne må følge strømmen og flytte til de større indkøbscentre, hvis ikke nøglen skal drejes om. Butikstorvet har ligesom flygtningen mistet sine rammer. Det oplever et fald i værdi og et blik af uværdighed. 

Ved at flytte flygtningene til forstaden, vil projektet bringe værdien og værdigheden tilbage til både flygtningen, butikstorvet og dets arkitektur. De arkitektoniske kvaliteter vil blive anerkendt og forstærket. Det liv, der i dag mangler, vil bringes til i form af hverdagen på asylcentret. Butikstorvet og dets omgivelser vil være neutralt mødested for Glostrups borgere og asylcentrets beboere. Her findes mødet mellem det ufrivillige ophold og det tilvalgte besøg. Her findes en udveksling.