at vende verden
Projektets intention er at diskutere det kontrollerede og det ukontrollerede rum og stedets tidslige aftryk indenfor den faste konstruerede ramme.
Projektet arbejder med den postindustrielle havns rum som udgangspunkt for en transformering og en diskussion af det uprogrammerede rum. Hensigten er at forankre industriens tidslige og stedslige fænomener med livets cyklus og det kropslige møde. Hvordan besætter naturen og mennesket det industrielle rum?
Entropiens arkitektur giver afsæt for en nytænkning af programmering af det ekstroverte og introverte og et samarbejde på tværs af arter og livsformer. Bygningen tænkes i denne sammenhæng som en beholder for landskabelige og sociale begivenheder. Foranderligheden bliver en etableret del af foldningen mellem tid og rum og en undersøgelse af forholdet mellem nedbrydning og opbygning, besætning og bosætning.
Besættelsen bliver her metode for mødet med et sted og arbejdet med en arkitektur som favner en verden i foranderlighed. Jeg træder et skridt tilbage.
En silo i Flensborg bliver konteks. Entropien, naturen og mennesket fungerer som besættere af dette sted.
Projektet finder sted i vendingen mellem det faste og det flydende. Det formes af dualiteter; del og helhed, nedbrydning og opbygning. Jeg skærer fra, udhuler, omformer, filføjer.
Foldet defineres af vendingen af materien og forhandlingen mellem inder- og yderside. Det skjulte bliver det sete, overlappet skaber nye møder, hæftninger.
ruinlandskaber
I takt med globaliseringen og en industriel omstilling bliver byernes industrier tømt og står tilbage som monumenter fra en tid, præget af en lineær tidsforståelse, optimering og opskalering. Tilbage står nye ruinlandskaber. Et Terrain Vague (Ørskov). De ligger i grænsefeltet mellem det kontrollerede og det ukontrollerede, mellem fortid og fremtid. Deres beboelse og programmering er af nomadisk karakter.
De pulserer mellem det introverte og det ekstroverte og rummer livet i sine groveste facetter. Man er på grænsen af tid og samfund her. Det uprogrammerede rum giver afsæt til en demokratisk og inkluderende udvikling af stedet på tværs af forskellige livsformer. Natur og menneske besætter stedet side om side. Stedet bliver udfyldt af temporære handlinger, besættelser.
Fremtidsscenarier for steder som disse bærer præg af nedrivningen af de kulturhistoriske lag og en frempensling af en glat og pastelskinnende verden. Modstanden og modsætningen fjernes og nye grænser etableres. Rummets tilstande bliver programmerede og styrende af økonomiske kræfter og planlægning i stor skala.
Flensborgs industrihavn, Ballastkai, og den her beliggende Raiffeisen Silo fungerer i projektet som konkret nedslag i diskussionen af den ovennævnte tendens. Stedets potentiale fremtegnes her for en ny læsning og bevaring af stedets karakter.
en ukendt fremtid
Siloen læses som ressource. Energien ligger indlejret i dens tunge betonkrop, dens høje rum venter en ny besjælelse.
Projektet søger hen mod en åbning og tilgængeliggørelse at siloen. Råbygningen iscenesættes og stilles til rådighed. Det improviserede brug, som savnes i det nye, fremkaldes.
Byen foldes ind i volumenet, volumenet foldes ud som en forlængelse af byen. Stedslige fænomener vendes, nedbrydes og sættes sammen på ny. Mit arbejde ligger i udarbejdelsen af fragmenter som kan give anslag til en besættelse af siloens rumligheder af natur og menneske, og skabe nogle rumlige oplevelser som hæfter sig til stedslige erindringer og reflektionsrum.
Siloen står tilbage som et levn fra en fortid, den bliver beholder for et sted som ikke findes længere og vokser hen mod en fremtid, som ikke kendes.
livsformer og besættelser
Stedets krarakter præges af forhandlingen mellem nedbrydningen og opbygningen. Nedbrydningens porøsitet giver plads til en ny opblomstren af natur. Et ruinlandskab vokser op. Jeg står i det ukontrollerede felt. Skellet mellem natur og kultur nedbrydes i takt med asfaltfladens nedbrydelse. Erindringer og begivenheders spor fra besøg på site arkiveres. Fragmenter sættes sammen og tegner et helheldsindtryk i læsningen på tværs.
"Tiden er langsommere i denne lille lomme. Det er et mellemrum, et afbræk af den travle tilstedeværelse. Asfalten under mine fødder sprækker. Mine skridt bliver langsommere i takt med nedbrydningens stigende tilstedeværelse."
(uddrag erindrings-arkiv)
For at begynde at kunne opløse siloens lukkede volumen udarbejder jeg to strategier:
skåret/ bruddet;
skåret iscenesætter skiftet mellem gammelt og nyt. Det udvider synet og gør det usynlige synligt. Skåret faciliterer det hurtige skift.
Skåret fremstår som stregen og den mere kirurgiske og hurtige åbning og tilgængeliggørelse af siloen.
feltet/fladen
Feltet spændes ud. Det fyldes af flydende processer og den tidslige forskydning. Midlertidige og forankrede organiseringer forhandles.
Fladen tager afsæt i sitets porøsitet og en opriflen af det glatte. Den begynder at optage og reagere på sin omgivelse.
Jeg studerer fladens nedbrydning og opbygning med hjælp af 3d-scanninger og collagen som metode. Nye rumligheder fremkaldes.
Det skitserende arbejde sker i vendingen mellem stregen og fladen.
Materialet fremtegnes i streg og scanninger, beskæres og opløses, sættes sammen på ny.
Fraskrabningen og tilføjelsen, nedbrydningen og opbygningen, bliver princip for projektets udarbejdelse som gentages og genfortolkes igennem projektets konkretisering hentil den konkrete håndtering af projektets ressourceforbrug.
Nedslagene i bygningen konkretiseres igennem en diagrammatisk optegning af af fremkaldelsen tillæger processuelle og formmæssige egenskaber:
Skåret: den vertikale gennemtrængning af rummet og passagen. Mennesket bevæger sig igennem siloens højde side om side med naturens kræfter som gennemtrænger rummet. Suget der gennemstrømmer bygningen med naturens kræfter opleves.
Skallen, massen: tilføjelsen af en ny silo (krop), som fæstner sig i en støbning af genbrugs tegl og beton, som med tidens gang besættes af planteliv. Skiftet fra industri til landskab manifesteres.
Snittet; det horisontale snit synliggør siloens fortid og struktur. I lys og tidens gang bliver det til industrilandskabet og det iscenesatte kig.
Enheden: det kompakte og tætte hæfter sig til det åbne skår. Griddet besættes og beboes af mennesket. Industriens skala kropsliggøres og oversætter siloens funktion som indelukket beholder i et rum, som vedvarende omformes af ydre processer. Det er det faste element, de introvertes ankerpunkt. En hel verden kan beskues herfra.
Hæftningen; refererer til de forskellige stålkonstruktioner ude på site og binder forskellene sammen. Forbindelsen mellem siloens to kroppe.
Loddet, minden: siloens tragter som står tilbage som fragmenter fra en tidligere tid.
Med afsæt i byens og hjemmets rum etableres passagen, pladsen og hjemmet som aktører i diskussionen om byens del og helhed.
Materiens nedbrydning er uomgængelig. Jeg tager forskud på den, den bliver en aktiv del af arkitekturen.
Som et monument tårner siloen op på havnens kant. Den spænder mellem fortid of fremtid, folder mellem erindring og fabulering. Siloens krop reagerer på forandringen, folder verden ind og pulserer mellem kaos og ro. Her favnes livet i sine facetter.
Den står åbent for besættelse, foranderlig og uafsluttet i sin fortælling, og dermed med evnen til at favne en verden i forandring. Mentale rum aktiveres og tanken vendes mod det der kunne være.
