Projektet undersøger, hvordan at arkitekturen kan indskrive sig i et landskab, der konstant forandres. Der er i projektet skabt en fleksibel ramme, der forsøger at imødekomme stedets tidsligheder og forskellige besøg. Ønsket med projektet er at skabe en arkitektur, der kan agere mediator mellem menneske og natur og imødekomme tidsligheders kontrastfyldhed.
Kysten langs Nordnorge har i de senere år oplevet en øget turisme og en øget interesse for de kolde, dramatiske landskaber, der skyder op fra havet. I sommersæsonen øges små befolkninger til det dobbelte og vandrerruterne vrimler med besøgende. I vintersæsonen ligger de små byer og omkringliggende landskaber stille hen og tiden synes frosset ligesom omgivelserne omkring. Disse kontraster fik min interesse henledt til de forskellige typer af ophold, vi gør os i landskaber, og hvordan de forskellige møder, stiller forskellige krav til både naturen og arkitekturen. Der er i projektet blevet undersøgt, hvad arkitekturens rolle er på et sted, der agerer naturattraktion. De temporære besøg og det fravær der opstår på bagkant af disse, er kernefokus i projektet.
Projektet tager afsæt i kystbyen Brønnøysund, som består af flere små øer med bugter, flodmundinger og vige. 15 km herfra ligger fjeldet Torghatten, som er en af Norges mest kendte seværdigheder - et hatteformet fjeld, med hul tværs igennem. I Brønnøysund er der et ønske om at udvikle en større omsorg for attraktionen Torghatten, dens særlige udformning og landskabet omkring, samtidig med at der bliver taget hensyn til nutidens behov, hvor turismen har en stor vigtighed for området. Det er denne kontekst projektet skriver sig ind i.
Min proces har handlet om, hvordan at arkitekturen kan indskrive sig i et landskab, der konstant forandres, både ved at være menneskefyldt og mennesketomt, ved at være påvirket af utilregnelige vejrforhold og ved skiftende sæsoner, der ændrer landskabets karakter. Tidsligheder der glider ind og ud af hinanden.
Ordet ”landskab” forstås i projektets kontekst som et medierende begreb mellem menneske og natur. Begrebet indeholder en interessant kompleksitet, fordi betydningen spænder fra en fast repræsentation gennem synspunkter, til konkret beskrivelse af områder, til det indre landskab.
Projektet italesætter udvekslingen mellem arkitektur, menneske og natur og de forskellige tidsligheder der her indgår. Det komplekse "fælles" af et landskab.
Feltet der er blevet arbejdet ud fra er konstrastfyldt. Der ligger et interessant møde af forskellige tidsspand i området både i forhold til de forskellige turister og i forhold til sæsonerne. Den travle sommersæson overfor den tavse, langsomme vintersæson. Det hurtige besøg gennem dagsturisten overfor det længerevarende, nomadiske besøg gennem campisten, til det det kontinuerlige besøg gennem den lokale. Tidspandende i naturen som væver sig ind og ud af de besøgendes er også interessante idet at hvert besøg både påvirkes af og påvirker underliggende, dybe tidspænd der rækker udover de tidsligheder, vi som mennesker opererer ud fra.
Projektet stiller et forslag til et fragmenteret besøgscenter, hvor der er blevet undersøgt det arkitektoniske potentiale i disse forskellige tidsligheder, der væver ind i hinanden på forskellige måder. Projektet inkorporere i arkitekturen modsætniner og kontraster som for eksempel det tillukkede versus det åbne, det komprimerede versus det udfoldede og det tavse versus det larmende er.
Besøgscenteret består af tre nedslag, som har hver sin karakter - "mødet", "samhørigheden" og "kontakten".
Projektet skal ses som en fremkaldelse af et tværæstetisk rum. Stedets særlige kvaliteter og tidsligheder, både i landskabet og fra de besøgende er udfoldet gennem projektets forskellige metoder - biopsi, karografi og model.
Projektet er et samlingsted.
