Studerende vinder konkurrence: 3D-printet væg isoleret med svampe
Et dansk team med en arkitektstuderende fra Det Kongelige Akademi og to ingeniørstuderende fra DTU vinder international konkurrence om, hvordan vi ved hjælp af 3D-print kan bygge mere bæredygtigt.
Hvordan kan 3D-print gøre byggesektoren mere bæredygtig i fremtiden? Det spørgsmål har verdens største betonproducent, fransk-schweiziske LafargeHolcim, og den danske 3D-print virksomhed COBOD, søgt svar på med den globale konkurrence ’3D Printing Housing Hack 2021’.
Vinderprojektet er udviklet af arkitektstuderende Adrian R. Brun i samarbejde med to ingeniørstuderende fra DTU. Sammen med deres vejleder, Paul Nicholas, lektor ved Det Kongelige Akademi, har de studerende, Team Nexus Void, skabt en 3D-printet termisk bærende ydervæg med integreret ventilation. Ydervæggen har kurvede geometriske former og er bæredygtig i både produktion, struktur og materialer.
”Med 3D-print kan vi skabe unikke, komplekse, geometriske former i arkitekturen, som vi ikke har set før. Vi kan designe langt mere bæredygtige bygninger, som er bedre isoleret, kræver mindre mængder beton, kan bygges af organiske materialer og har kortere produktionstid. Det er vi lykkedes med i projektet,” siger Adrian R. Brun, der er kandidatstuderende på programmet Computation in Architecture ved Det Kongelige Akademi - Institut for Bygningskunst og Teknologi.
Bæredygtig produktion og livstid
Væggen er designet på en måde, så 3D-printeren kan fremstille den i en næsten uafbrudt ’bevægelse’, hvilket sparer tid, og dermed gør produktionen bæredygtig. Derudover er der kun brugt den nødvendige mængde beton, der skal til for at sikre væggens funktion. Det adskiller sig fra det klassiske produktionsmønster i byggeindustrien, hvor man fylder enorme støbeforme med beton, hvilket trækker store veksler på miljøet.
Væggens særlige geometriske form sikrer, at der ikke opstår kuldebroer, hvor varme kan slippe ud og kulde kan slippe ind. Den har en række indbyggede bærende søjler fra gulv til loft og en struktur, der sikrer ventilation af bygningen – centrale integrerede funktioner, som det derfor ikke er nødvendigt at efterinstallere senere i byggeprocessen.
Og så er væggens hulrum isoleret med mycelium, som er et organisk netværk af svamperødder, der samtidig styrker bæreevnen. Mycelium er et nyt, bæredygtigt alternativ til miljøbelastende mineraluld, som byggeindustrien oftest bruger til isolering.
Team Nexus Void har vundet 9.000 Euro for deres vindervæg og skal i samarbejde med LafargeHolcim videreudvikle projektet.