Master i Design
Designfeltet gennemgår i disse år en gennemgribende forandring. Fra tidligere at have fokuseret primært på produktudvikling handler design i dag lige så meget om, hvordan design som tænknings- og handlingsform kan sættes i spil i forhold de store udfordringer, vi i øjeblikket er konfronteret med på både organisatorisk og samfundsmæssigt niveau.
Med en Master i Design får du en indføring i designfagets forskningslandskab og dets tilknyttede metodologier, og du introduceres til designfagets nye mødeflader til bæredygtig forretnings-, innovations- og organisationsudvikling.
På uddannelsen bliver du styrket metodisk i at facilitere processer med et forslagstillende, innovativt og forandrende sigte. En væsentlig del af uddannelsen har desuden fokus på at styrke dine retoriske kompetencer i at bringe designfagligheden i spil i forhold til forskellige typer af udfordringer og kontekster.
Vi holder informationsmøde d. 4. februar 2025
Link til tilmelding kommer snarest muligt
Skræddersy din egen masteruddannelse
Master i Design er en modulopbygget uddannelse. Det gør den til en fleksibel uddannelse, da du kan til- eller fravælge modulerne efter egne ønsker og karrierevalg, og du får mulighed for at opgradere din faglige værktøjskasse inden for et bestemt område.
Modulerne kan tages i vilkårlig rækkefølge. For at blive optaget på modulet Masterafhandling, er det dog et krav, at de øvrige tre moduler er bestået.
Hvem er målgruppen for Master i Design?
Uddannelsens deltagere kommer både fra design- og arkitektfaget og fra andre fagligheder, der gerne vil lære at bruge designmetoder i deres brancher eller skifte branche. På uddannelsen bliver du derfor en del af et tværfagligt netværk med stærke kompetencer og stor professionel erfaring og viden.
På Master i Design møder du:
- Designere
- Arkitekter
- Undervisere
- Andre i udviklings- og innovationsorienterede brancher
Læringsmål
Læringsmål
Master i Design er for dig, der ønsker ny viden inden for designfeltet og en opkvalificering af din faglighed og kompetencer på kandidatniveau.
Hvor designerens rolle tidligere var koncentreret omkring formgivning og problemløsning, indgår design i dag også i tværfaglige og strategiske processer, hvilket stiller større krav til designerens kompetencer - ikke mindst, når det gælder bæredygtig udvikling. Designere skal i dag ofte også kunne agere som designmanager, projektleder, konsulent, procesfacilitator eller forandringsagent. Uddannelsen øger dine kompetencer til bedre at kunne agere i forhold til designprofessionens nye udfordringer og potentialer.
Med en Master i Design får du:
- Overblik over forskningslandskabet inden for design og designtænkning
- Du får indblik i fagets mødeflader til relaterede forsknings- og praksisfelter inden for ledelse, innovation og entreprenørskab
- Du får en stærkere teoretisk refleksionsramme til at kunne udvælge og argumentere for designvalg og løsninger
- Du bliver rustet i at kunne anvende et bredt repertoire af designmetoder til planlægning og ledelse af designprocesser – fra kunstneriske tilgangsvinkler til brugerorienterede og kollaborative metoder inden for bl.a. co-design, co-creation, speculativ design og design futuring
- Du bliver styrket i at kunne placere, analysere og løse designopgaver i relation til aktuelle samfundsmæssige, økonomiske og bæredygtige problemstillinger
- Du får øgede kompetencer i at argumentere både skriftligt og mundtligt for metodiske og faglige valg
Læs om undervisning og studiestruktur
Studiestruktur og undervisning
Studiestruktur og undervisning
Master i Design uddannelsen har fire forskellige fokusområder, som hvert er inddelt som et modul på et semester. Modulerne svarer tilsammen til 60 ETCS-point:
- Modul 1: Design som proces (15 ECTS) – Læs om modulet her
- Modul 2: Design som tænkning og praksis (15 ECTS) – Læs om modulet her
- Modul 3: Design som strategi og marked (15 ECTS) – Læs om modulet her
- Modul 4: Masterafhandling (15 ECTS) – Læs om modulet her
Uddannelsens tværdisciplinære grundlag
Uddannelsen er funderet på et tværdisciplinært grundlag og trækker på en bred vifte af designteoretiske indsigter med forankring i bl.a. arkitektur, design, humaniora, sociologi, business- og innovationsstudier.
Derudover kommer du på uddannelsen til at arbejde med forskellige vinkler på design, bl.a. filosofiske, videnskabsteoretiske, historiske, proces-metodiske, strategisk organisatoriske og markedsmæssige, entrepreneur-orienterede vinkler.
På uddannelsen lærer du også at dokumentere og argumentere for processer og mulige løsninger på et højt kvalificeret mundtligt og skriftligt niveau. Det understøttes af et retorisk-formidlingsmæssigt spor, som løber gennem hele uddannelsen.
Sprog
Undervisningen foregår primært på dansk, mens undervisningsmateriale (artikler og bøger) overvejende er på engelsk. Opgaver kan afleveres på dansk, norsk eller svensk.
Opgaver og eksamen
Alle mastermoduler afsluttes med en skiftlig praksisrelateret opgave, og der vil være mindre øvelser med små afleveringer og præsentationer undervejs i modulerne. Opgaverne på modulerne 'Design som proces' og 'Design som tænkning og praksis' vurderes efter 7-trinsskalen og med intern censur, mens opgaven på modulerne 'Design som strategi og marked' og 'Masterafhandling' vurderes efter 7-trins skalaen og med ekstern censur.
Ansøgning, optagelse og betaling
Ansøgning, optagelse og betaling
For at blive optaget skal du have en relevant mellemlang eller lang videregående uddannelse, professionsbachelor-uddannelse eller en diplomuddannelse samt minimum 2 års relevant erhvervserfaring. På baggrund af din ansøgning sker udvælgelsen ud fra en samlet vurdering af erhvervserfaringens relevans og af mulighederne for at bringe uddannelsen i anvendelse i dit aktuelle erhvervsarbejde.
Uddannelsens varighed
Uddannelsen er tilrettelagt, så den kan følges sideløbende med et fuldtidsarbejde. Hvert modul har fire internater, som strækker sig over to dage. Der forventes aktiv deltagelse under alle internaterne begge dage. Derudover tillægges i gennemsnit 15 timer om ugen til læsning og udarbejdelse af opgaver. Undervisningen på internaterne foregår på Det Kongelige Akademi på Holmen i København. Deltagerne skal selv sørge for transport og eventuelt logi.
Ansøgningsprocedure
For at søge om optagelse til de enkelte moduler skal du udfylde ansøgningsskemaet online. Her skal du uploade CV, adgangsgivende eksamensbevis(er) og en A4-sides skriftlig motivation for optagelse på uddannelsen.
Vi tilstræber at behandle ansøgninger hurtigst muligt. Ansøgere kan forvente svar på optagelse inden for ca. 14 dage (dog lidt længere i ferieperioder). Inden modulets start vil du modtage yderligere information om modulets indhold. I forbindelse med studiestart får du vejledning i adgang til Det Kongelige Akademis IT system og digitale læringsrum.
Pris og betaling
Hvert modul koster 32.500 kr. og dækker undervisningen og uddelt undervisningsmateriale i form af bl.a. kompendier og forplejning på internaterne. Derudover vil der være udgifter til transport og eventuelt logi.
Tilmeldinger er bindende pr. 1. maj 2024 for optag på holdet, der starter i september 2024. Man kan tilmelde sig så længe, der er ledige pladser på holdet. Fakturering sker umiddelbart efter optagelse.
Programansvarlig
Show description
Ida Engholm er professor i designteori og designhistorie ved Det Kongelige Akademi. Hun har udgivet en lang række bøger om design og designrelaterede emner og flere forskningsartikler. Udover at undervise på akademiets uddannelser har hun i flere år arbejdet med efter- og videreuddannelse for designere, arkitekter, ledere og mellemledere i design- og innovationsorienterede brancher.
Hun er grundlægger af uddannelsesprogrammerne: Diplomuddannelsen i Strategisk Design og Ledelse samt Master i Design, som hun også er faglig programansvarlig for.
Programkoordinator
Show description
Bodil er ansat ved Det Kongelige Akademi og DPU Aarhus Universitet og forsker i metoder til samskabelse af rum-praksis relationen i læringsmiljøer. Hun har en erhvervs-PhD i design af læringsmiljøer med fokus på relationen mellem det fysiske miljø og pædagogisk praksis fra ultimo 2019. Desuden har hun mange års praksiserfaring med design af læringsmiljøer som ansat i designfirmaerne Bosch & Fjord og Rune Fjord Studio.