Intention
Dette projekt har til formål at udfordre rammerne for begravelse på dansk jord ved at udfolde en ny typologi i form af et sekulært landskab for urnenedsættelser og askespredning på Kalvebod Fælled, hvor begravelser kan forestås med hensyn til alle eller ingen religion(er).
Projektet skal anskues som et strategisk forslag, der eksemplificeres gennem en fysisk forankring på Vestamager, men som potentielt kan udfoldes i større skala på nationalt/globalt niveau med udgangspunkt i en lokal diskussion og forankring.
Projektet søger at udfolde en diskussion af arkitekturens relation i en sådan strategi, der på mange måder placerer sig i feltet mellem kultur og natur, og det intenderer at undersøge spørgsmålet om, hvor grænsen/grænserne mellem disse modsætninger går, og hvordan arkitekturen som mediator i dette felt kan og bør forholde sig til og påvirke denne/disse grænser.
I forlængelse af ovenstående søger projektet endvidere gennem en anskuelse af begravelsespladsen som heteropti og heterokroni at benytte arkitekturen som mediator i forholdet mellem sted og ikke-sted, som her skal forstås som det fysisk forankrede sted og det metafysiske ikke-sted - og mellem tid og ikke-tid i den forstand, at tiden på begravelsespladsen står stille for den døde, mens den også unægteligt bevæger sig fremad mod de efterladtes egen forgængelighed. Projektet udfoldes i forgængelighedens henseende endvidere med stor respekt for dets omgivelser og med tanke på døden som en del af et naturligt kredsløb.
”...the human animal is not given sovereign status in this landscape”. (1)
Projektets sekulære karakter fordrer et program, der ikke forholder sig til troen, men til døden, og projektets arkitektoniske program i samspil med omgivelserne (fælleden) bliver i den forlængelse det, der skal ophøje landskabet til at være et særegent og stemningsfyldt stedmellem død og levende, mellem rum og tid.
(1) Worpole, K. og L. Worpole. Last Landscapes: The Architecture of the Cemetery in the West. London: Reaktion Books, 2003.
Mellem natur og kultur
”...men ligesom Gud ikke svarer os, svarer naturen os heller ikke...”(2)
Læsningen af konteksten som et articifielt grænselandskab, der placerer sig i feltet mellem kultur og natur, danner udgangspunkt for en holistisk tilgang til projektet, idet det anskuer disse arketypiske modpoler som et sammenflettet produkt. Projektet og dets kontekst indskriver sig i den forstand i en slags sammenvævning mellem det, som Gilles Deleuze og Felix Guattari vil kalde det glatte og det stribede rum, hvor natur og kultur konstant flyder sammen i en slags opløst mellemsted - et holistisk kultiveret naturrum.
Denne holistiske anskuelse af natur og kultur som et sammensmeltet produkt kan endvidere overføres til døden som begreb.
Selve døden er udelt natur. Den indgår i naturen som en del af et biologisk kredsløb, der konstant undergår metaboliske processer, og overfor døden må kulturen slet og ret give op. Derimod er vores beherskelse af døden (gennem for eksempel begravelsen) i meget høj grad kulturelt funderet, hvorfor projektet - både i forhold til sin kontekst såvel som i sin programmatiske stillingtagen til døden og begravelsespladsen - må forholde sig til denne natur-/kulturlige dobbelthed ud fra et holistisk omfavnende synspunkt.
Projektet forholder sig endvidere til endnu en dobbelthed i henhold til døden, og den måde, hvorpå den anskues. Den er på én og samme måde både morbid og apokalyptisk, og noget vi instinktivt ønsker at afværge, mens den også er poetisk, refleksiv og dragende i sin mystik, og projektet vil forsøge at imødekomme begge disse ”tendenser” med den optik, at døden er et grundvilkår, vi må forholde os til og som, trods at den er dyster, forbinder os til os selv og det holistiske kosmos.
(2) Øhrstrøm, D. (01.10.2020). Cathrine Raben: Mennesket lærer af at lide. Kristeligt Dagblad. Besøgt 20.02.2022: https://www.kristeligt-dagblad.dk/kultur/religion-handler-om-igen-forbin...
Mellem sted og ikke-sted, tid og ikke-tid
”...I occupy at the moment when I look at myself in the glass at once absolutely real, connected with all the space that surrounds it, and absolutely unreal,since in order to be perceived it has to pass through this virtual point which is over there.” (3)
Begravelsespladsen kan læses som et klassisk eksempel på det, som Michael Foucault kalder en heterotopi, som er et sted, der er forankret i virkeligheden på et faktisk sted, men som samtidig reflekterer relationer, som ligger uden for virkeligheden og det faktiske sted, hvorfor det kan siges at placere sig mellem det fysiske (virkelige) og det metafysiske (utopiske). Heterotopien er således et sted for flertydighed og refleksion, som fletter flere verdener sammen, der ellers forekommer kontradiktoriske.
Rumligt kommer dette til udtryk gennem fraværet (døden), der er selve betingelsen for en begravelsesplads og som på en og samme tid udelukker al eksistens, men som også desugatet gives en konkret placering på et i høj grad eksisterende sted. Fraværet afspejler således en ambivalens mellem eksistens og ikke-eksistens og placerer begravelsespladsen mellem sted og ikke-sted.
Begravelsespladsen kan endvidere siges at placere sig mellem tid og ikke-tid, og beskrives af Foucalut som ”...denne underlige heterokroni, som tabet af liv er for et individ, og denne næsten-evighed, hvor individet opløses og udviskes i det uendelige”. (4) På begravelsespladsen står tiden i forlængelse heraf stille for den døde, mens den også unægteligt bevæger sig fremad mod de efterladtes egen forgængelighed, hvorfor begravelsespladsen således simultant både forsøger at gribe og unddrage sig tiden.
(3) Foucault, M. Of Other Spaces: Utopias and Heterotopias. Frankrig: Architecture/MouvementContinuité, 1984.
(4) Foucault, M. Andre Rum. I Brügger, Niels. Arkitektur og tænkning : Slagmark - tidsskrift for idehistorie nr. 27. Side 87-96. Århus: Modtryk, 1997.
Program
Projektet udfoldes som et sekulært landskab for urnenedsættelser i den nordlige del af Kalvebod Fælled. Landskabet består af tre akitektonisk funderede nedslag i opløsningen mellem skov og flade med en varierende grad af anonymitet (en kendt, semikendt og ukendt fællesgrav). I skovgrænsen udfoldes endvidere en cermoniplads for større og mindre afskeds- og mindecermonier. Med udgangspunkt i fælledens tidligere tilstand som gammel havbund og med reference til projektets teoretiske karakter tillades desuden udfoldelsen af et askespredningslandskab i det åbne land, der engang var hav.
Med reference til Deleuze og Guatteri udgør fælleden et afstandenes mere end et målenes rum. På trods er dette er det de helt små forskelle, indsættelser og forskydninger, der er afgørende for projektets landskabelige udformning, som udfoldes med særskilt interesse for punktet i højere grad end linjen. Formationer af fugle og digitale punktskyer i udveksling mellem helhed og del danner udgangspunkt for udarbejdelsen af projektet, der indskriver sig i og forholder sig til konteksten som et kultiveret naturrum, hvor kultur og natur kan og må sameksistere, hvorfor projektet tillader arkitektoniske indsættelser af artificiel og permanent karakter, men simultant billiger porrøsitet og naturlig opløsning.
Det at skabe rum ikke kun for de døde, men også for de levende er endvidere en væsentlig betragning i udfoldelsen af projektet, for mens landskabet underjordisk vil udgøres af en fællesgrav for de døde, er landskabet over jorden et fællesrum for de levende, og projektet udfoldes med tanke herpå med baggrund i læsningen af landskabet som et heteropisk og heterokronisk rum udenfor tid og sted.
