The white mansion (Det Hvide Palæ) is located on a hilltop in the middle of a meltwater valley where the Vejle River runs through. The traces of the paper and textile factory are visible in the surroundings. Through analytical and poetic model experiments, this project seeks to weave into both visible and invisible bodies by translating the old threads to create new life within the old settings.
Vores bygningskulturarv spiller en væsentlig rolle i fortællingen om, hvordan vi gennem tiden har levet, boet, bygget og arbejdet. En bygning sikres bedst, hvis den er i brug og derved vedligeholdt tilstrækkeligt, for som Realdania skriver ”(...) når bygninger står tomme, sætter forfaldet hurtig ind.”
Interessen og motivationen for mit projekt bunder i en nysgerrighed omkring at arbejde med det særlige ved de ’forsømte huse i de små lokalsamfund’ og deres betydning for dansk arkitektur og kultur. Jeg er interesseret i at undersøge, hvordan et nødlidende bygningskomplex som Det Hvide Palæ og dens længer, kan komme til live og blive et aktiv for både lokalområdet og andre aktører.
Det er en særlig situation og udgangspunkt Det Hvide Palæ står overfor i dag, end hvad det gjorde før 2015, da stedet stadig var fredet. Den nedbrudte forfatning skaber anderledes muligheder for nye programindskrivninger. Bygningerne synes porøse. Porøs på den måde, at der i dag er en anden udveksling mellem inde og ude. De nye ’huller’ i dæk, vægge og tag kan oversættes til nye forbindelser og udvidske overgangen mellem forskellige klimazoner og afgrænsninger.
Med mit afgangsprojektet har jeg til hensigt at indlede en samtale om bygningsbevaring og transformationsblikke, med fokus på at bevare atmosfæren og matrialiteten i processen. Det Hvide Palæ transformeres hermed til et refugium for kunstnere, og et mødested for lokale og turister.
