Guest Bloggers IV | Durita Hoydal (DK)
I mit arbejde tilbringer jeg rigtig meget af min tid foran en skærm. Under Coronakrisen er denne andel blevet endnu større. Nu er de afbræk, som jeg før havde i form af møder, mit sociale liv og sågar indkøb, også flyttet online. Der er mange ting jeg savner fra før, men dette har også givet væsentlig større fleksibilitet i min hverdag. Der er ganske enkelt mere tid til familie og venner (på zoom), når man fjerner transporttid og ture i netto fra.
Jeg arbejder på en skole, der tilbyder videreuddannelse online. Derfor var transitionen fra den fysiske arbejdsplads til en laptop hjemme på spisebordet også relativt smertefri, da vi i forvejen er storforbrugere af bl.a. online møder og digitale samarbejdsværktøjer.
Netop videreuddannelse online er en oplagt kombination, da det giver bedre mulighed for at kombinere kurser med fuldtidsarbejde. Og der er noget der tyder på, at flere med tiden vil få brug for dette. Gennemsnitsalderen stiger samtidig med at arbejdsmarkedet som vi kender det ændrer sig. Hvis vi pludselig ikke kan få lov til at gå på pension som 70-årige og der viser sig at være muligheder i brancher, der end ikke var på idéstadiet, da vi valgte ungdomsuddannelse, så får vi brug for videreuddannelse - når det passer ind i vores hverdag. Så langt så godt.
Men coronakrisen ramte os alle. Og den ramte ikke kun os, der beskæftiger os med videreuddannelse, den ramte alle uddannelsesinstitutioner. Den har kastet elever og studerende, lærere og undervisere - fra folkeskoler, erhvervsskoler, gymnasier osv. ud i helt nye forhold. Og den har vist os helt nye muligheder.
Nu er skole indrettet som et stop på vejen. Det er overvejende et sted du går hen. Du skal være der fuld tid. Og den slutter med en eksamen. Derefter kan du fortsætte til næste stop. fx arbejde eller måske en til uddannelse.
Elever og studerende er tilpassede institutionerne - af økonomiske hensyn, ikke pædagogiske og ikke af hensyn til slutresultatet.
Derfor er udgangspunktet, at man samler undervisere og studerende i et rum, hvor der mulighed for at videregive viden en til mange. Og det er i denne kontekst, man arbejder med, hvorvidt de tilstedeværende rent faktisk får noget ud af det.
Digitalisering af undervisning betyder ikke, at man skal forkaste ovenstående. Men det giver mulighed for at opbløde tid og rum. Didaktiske tilgange som fx flipped learning har i et stykke tid nu arbejdet med at flytte al generel forklaring til forberedelsen før en lektion og så hellige det fysiske møde til spørgsmål og samarbejde. Og arbejder man med hukommelse og videnstransfer, kan man anvende digitale værktøjer til at repetere viden på en systematisk og motiverende måde.
Og tager man denne opblødning til sin yderste konsekvens, så behøver skole ikke kun at være i inde i en bygning. Og når vi indretter uddannelsesinstitutioner med samarbejde, fællesskab og spørgsmål i baghovedet, giver sådan noget som auditorier så mening?
Hvis vi ikke behøver at være henne i skolen hele tiden, behøver den så nogensinde være på fuld tid? Med undtagelse af folkeskolen, hvor der også er et element af opbevaring og grundlæggende livskundskaber - Så er der i de efterfølgende uddannelser muligheden for frigøre skolen fra bygningen også en mulighed for at komme nærmere virkeligheden og anvende nyanvendt kundskaber i virkeligheden. Og hvis vi allerede er I virkeligheden, behøver skolen så nogensinde stoppe? I stedet for uddannelsesstationer, så kan digitale værktøjer og velovervejede tilgange give mulighed for livslang læring på alle niveauer.
Durita Hoydal blev født i Torshavn i 1983. Hun afsluttede sin overbygning i “Creative Business Process” fra CBS i 2009. Ad omveje kom hun til at arbejde som underviser på KEA og fattede interesse for mulighederne i digital læring. Durita arbejder til dagligt som projektleder i SmartLearning, der udbyder online undervisning på akademiniveau. Durita bor og arbejder i København.