Kunsten og verdensmålene

Dette indlæg er Lene Dammand Lunds bidrag til bogen ’Det Bæredygtige Danmark – med verdensmålene mod 2030’ (red. Steen Hildebrandt, udgivet på Djøf Forlag), hvor en lang række forfattere, bl.a Katherine Richardson, Henrik Stubkjær og Thomas Ravn-Pedersen, udpeger nogle af de barrierer Danmark står over for, og foreslår initiativer og handlinger der kan bringe landet markant videre i retning af verdensmålene. Lene Dammand Lunds indlæg behandler kunstens rolle i forhold til verdensmålene.

FN’s 17 verdensmål handler både om, at vi skal fremme velstand for alle mennesker på planeten og om, at vi skal beskytte planeten selv. Heri ligger en erkendelse af, at mennesker og natur i bund og grund hænger sammen, og det er et syn på verden, de fleste kulturer ikke har haft meget længe. Vi har derfor brug for at forny vores kulturer, og vi skal have alle med. Det kræver, at vi samarbejder på nye måder, og at vi får skabt visioner for en verden i balance, hvor ikke bare de frelste kan se sig selv. Til alt dette er der god hjælp at hente i kunstens mangfoldige verden.

Den kultur, vi kommer fra
Det menneske- og natursyn, vi har i dag, og som er dybt indlejret i vores kultur, er præget af moderniteten. Siden midten af 1700-tallet har de samfundsdomæner, der vedrører produktion, teknologi og videnskab, vundet dominans over dem, der vedrører æstetik, vores fælles fortællinger og etik.1 Hvor vi tidligere var mere afhængige af naturen og havde en høj bevidsthed om vores skrøbelighed over for naturfænomener som epidemier, oversvømmelser og tørke, så er denne respekt i vid udstrækning erstattet af en opfattelse af naturen som vores skraldespand og kilde til rigdom og fremskridt. Fordi naturvidenskaben kan beskrive mange af naturens love, er der også en udbredt tro på at vi, ved hjælp af teknologi, kan beherske naturen.

Før moderniteten blev naturen beskrevet som besjælet materialitet og noget, vi ikke havde kontrol over. I H.C. Andersens eventyr Grantræet er vi ét med et juletræs smerteligt korte liv, og tidligere tiders religiøse tekster var fuld af grumme eksempler på naturkatastrofer. I dag, hvor den slags katastrofer faktisk optræder med større hyppighed, betegnes emnet som science fiction, som ligger lavt på litteraturens rangliste 2. Det menneskesyn, der fulgte med moderniteten, hylder det gode rationelle valg, og følelser og bevidsthed hører ikke til i naturen. Politisk populisme, ukontrollerede følelsesudbrud på de sociale medier og politikeres ignorance over for valide klimarapporter betyder desværre også, at arbejdet med FN’s verdensmål i vid udstrækning må lægge følelserne til side og koncentrere sig om kampen for at give forskernes alarmerende tal større vægt. Dermed overser vi den vigtige pointe, at det oftere er kulturen, med alle dens værdier og følelser, der former politikken, end politikken, der former kulturen.

Modernitetens paradigmeskift tog tid, og det havde næppe vundet så massiv udbredelse, hvis ikke netop det var understøttet af kunsten, som var kulturforandrende. Den såkaldte modernisme, som omfattede alle kunstarter, satte skub i udviklingen. Det gjaldt ikke mindst for Bauhaus-bevægelsen, oprindelig en kunstnerisk uddannelse i Weimar, som ville forene alle kunstneriske discipliner og bringe kunsten ud af de fine saloner og ind i hverdagen, tilgængelig for alle og tilpasset de nye produktionsmetoder. I dansk arkitektur materialiserede modernismen sig bl.a. i bygninger i stål og glas, som hyldede industriel produktion, og hvor der var fokus på funktionelle indretninger. Arkitekten Arne Jakobsens SAS-hotel i København er et af de mest kendte værker, ikke mindst fordi det demonstrerer skønhed ned i mindste detalje. Bauhaus-ideerne var nyskabende og førte mange forbedringer med sig; boliger, der fik lys og luft osv. Desværre blev ideerne dog senere udvandet i internationale og kommercielle strømninger, som savnede menneskelighed.

Et nyt menneske- og natursyn gennem kunsten
Når vi nu skal fremme en ny erkendelse af, at mennesker og natur hænger sammen, kan kunsten, både den frie og den bundne, være en vigtig løftestang.

Hvad der starter som et elitært kunstprojekt kan få stor udbredelse. Den nordiske gourmetscene er et godt eksempel. Den eksklusive restaurant Noma gik forrest med tanker om et mere bæredygtigt madforbrug, skabt af lokale råvarer og med flere grøntsager på menuen. Siden har det skabt en international og folkelig bevægelse.

Et besøg hos Noma i København begynder med en magisk gåtur langs den gamle voldgrav, hvor man kan høre lette skvulp fra vandet, ænders skræppen og lyden af siv i vinden. På vinteraftener står et bål foran indgangen, som fylder luften let med røg. Hver eneste af de mange retter en vintermenu med temaet vildt og skov byder på, føjer lag på lag til oplevelsen. Det kan for eksempel være en fyldig svampesuppe, hvor man skal holde om en ru keramikskål og stikke næsen helt ned i dens låg af mos og efterårsblade, ned i skovbunden, for at drikke. Øjne, taktile sanser, næse og smagsløg bliver aktiveret i komplet nydelse og tankerne fluks sendt tilbage til barndommens huleleg og følelsen af at være i ét med naturen. Det er ikke som sådan en naturoplevelse, men en kunstnerisk, sanselig oplevelse, som fortryller og giver en dyb erkendelse af, at vores menneskeskabte verden er i fuld samhørighed med naturen.

Kunsten er fuld af den slags sanselige oplevelser. Da kunstneren Olafur Eliasson og professor i geologi Minik Rosing i 2014 placerede store klumper af indlandsis på Rådhuspladsen i København i forbindelse med et møde i FN’s Klimapanel i København, og byens borgere kunne se isklumperne smelte for øjnene af sig, var den en stærkere, bevidsthedsskabende oplevelse, end nogen tal i en klimarapport kunne have givet.

Positive visioner, vi kan se os selv i
Også Avatar-filmene af instruktøren James Cameron er, ud over hæsblæsende fortællinger om magt og sammenhold, kunstneriske universer, som åbner sindet for et andet natursyn. De gør det muligt for et stort publikum at indleve sig i en verden, som faktisk har menneske og natur i balance. Det lader sig ikke direkte oversætte, det ér science fiction, men man efterlades med følelsen af, at en sådan verden er mulig.

Filmene er mageløse, visuelle universer af højeste tekniske kvalitet, som suger en ind i lærredet og gør en til medborger på månen Pandora. Beboerne, na’vi’erne, lever i tæt bånd med naturen og transporteres til luft og til vands af dyr, som de kommunikerer med. De er legemliggørelsen af den såkaldte ‘deep-ecology’, der udfordrer ideen om, at mennesket har ret til at dominere naturen. Alle væsener, inklusive dyr og planter, er lige og del af et biologisk netværk af energi, som hjælper med at opretholde de rette balancer.

Den indlevelse, Pandora-universet tilbyder os i et miljø i balance, er med til at åbne sindet for de forandringer, der skal til for at vi kan nå FN’s verdensmål. Med filosoffen Jane Bennets ord, så sker der det, når vi oplever øjeblikke af fortryllelse, glæde og sindsforstyrrelse, at vi øger den motivationsenergi, som er nødvendig for, at vi kan komme fra en erkendelse af et etisk princip til en adfærd, der omsætter dette etiske princip til handling. “Der bliver ikke tale om grønning af økonomien, ingen omfordeling af velstanden, ingen håndhævelse eller udvidelse af rettigheder, uden menneskelige dispositioner, stemninger og kulturelle forsamlinger, der opfører sig gæstfrit over for disse forandringer”3.

Nye organisations- og samarbejdsformer
Eliasson og Rosings fælles kunstprojekt på Rådhuspladsen viser os, at det er muligt at kombinere viden og kunst. Vi skal ikke vælge mellem fiktion og fakta. Vi skal blot benytte os af inkluderende arbejdsmetoder, som dem man bl.a. finder i film og arkitektur. Da ejeren af Noma sammen med arkitekter, ingeniører m.fl. skabte rammerne om en stedbunden madoplevelse, blev alt fra beliggenhed, indretning, udsyn til vejr og lys og valget af mate-rialer bragt til at understøtte denne idé. Der blev trukket på vidt forskellige kompetencer: kunstnerisk formgivning, økonomi, konstruktioner, fødevarelovgivning mm. I en inkluderende proces, og gennem utallige skitseforslag og prototyper fandt man sammen frem til en formgivning af restauranten, som ikke bare understøttede den oprindelige idé, men som var med til at forme den. Lignende processer kendetegner filmproduktion. Den første Avatar-film tog 13 år at producere. En gennemsnitlig Pixar-film tager 4-5 år og kræver 250 medarbejdere. Fejlskud er en del af processen, og man tillader målet at flytte sig, efterhånden som projektet skrider frem. Alle medarbejdere bringes til at medvirke kreativt i processen, og alle ideer og input tæller.4

Meget tyder på, at EU kan blive bannerfører for inkluderende arbejdsmetoder. I hvert fald har man skudt et ambitiøst projekt i gang med titlen New European Bauhaus, som har til formål at slå bro mellem kunst, videnskab og teknologi for at skabe mere bæredygtige og smukke byer og bygninger med borgerinvolvering på et lokalt niveau. Danmark sidder for bordenden af et af fyrtårnsprojekterne, og der vil i de kommende år blive bevilget midler til at sætte flere projekter og forskning i gang.

Det er klogt at give kunsten en større plads i samfundsudviklingen. Det fremmer processen og hjælper borgerne til ikke at føle sig fremmedgjorte i den accelererende udvikling, der uvægerligt vil komme. Kunstarterne hjælper os til at forstå verden gennem alle sanser og giver os billeder af fremtiden, som vi kan forholde os til, og dens samarbejdsformer er inkluderende og gode til at håndtere kompleksitet.

Noter

• 1 Lene Rachel Andersen, Bildung – at blive et større menneske.
• 2 Amitav Ghosh, The Great Derangement – Climate Change and the Unthinkable.
• 3 Jane Bennett, Levende materialitet – Tingenes politiske økologi.
• 4 Linda A. Hill, Greg Brandeau, Emely Truelove og Kent Lineback, Collective genius – The art and practice of leading innovation.