Udgangspunktet for mit projekt starter til et kystbeskyttelses arrangement i Arkitektforeningen hvor arkitekter og kommuner debatterede værdiskabelsen af kystsikring, og kritiserede de mere teknisk løsningsorienterede ingeniørforslag for deres mangel på holistisk og stedsspecifik tilgang. I stedet ønskede kommunerne at flere arkitekter kom på banen og bød ind med mere æstetiske og kreative løsninger på fremtidens voldsommere vejr.
Spørgsmålet er om arkitektur kun handler om den gode smag, og oplevelseskultur eller om den ikke også er forpligtet til at formidle sandheden som den er: en manglende erkendelse af vores egne handlingers konsekvenser.
Jeg stiller spørgsmålstegn ved om måden vi skaber kystbeskyttelse på i dag de ændrer på vores opfattelse af virkeligheden eller om de blot forsøger at konservere og maskere et landskab i bevægelse.
Stedet jeg tager udgangspunk i er 142 hustande som udgør et lille lokalsamfund, Seden Strandby. Seden Strandby opstod i 20’erne som følge af seks skalleværker, Skalleværkerne gravede søbunden op, og videresolgte skaller til hønsefoder og til keramikere i Findland indtil 1970’erne. Sporene af skalleværkerne ses stadig som dybe spor i fjordbunden og længere ude i vandet ligger 4 m dybe huller hvorfra skallerne er gravet.
Jeg har fundet stedet interessant da det skal siges at jeg er opvokset her og for mig er her ikke er store rekreative muligheder, og idet middelvandstanden er under en meter Seden Strandby har for så vidt ingen særlig oplevelsesværdi, strand eller lystbådehavn og minder derfor nok meget om mange andre små kystnære lokalsamfund rundt om i Danmark som er berørt af klimaets globale forandringer.
“Når man flyver og det er klart nok, til at man kan se landskabet ser man de store geologiske greb, forkastninger, nedslibning, gamle krater, sandbanker osv. Man forstår at denne overflade er i bevægelse blot i et andet tidsperspektiv end det enkelte menneskelivs. Illusionen om stabilitet bliver så tydelig fra det højtflyvende synspunkt. Dernede kravler mennesker rundt som spyfluer på en gammel ost og må indrette sig efter langt stærkere kræfter end byrådet kan tage hensyn til. Alt hvad vi skaber forgår. I det lange løb. En dag hører alting op.”
- Per Kierkeby, uddrag fra Kursiv
Jeg har gennem projektet forsøgt at undersøge begrebet entropi dels i landskabets skala og i bygningens skala.
I landskabets skala anser jeg som den første entropiske position, bunken som den mest entropiske form idet at der ikke er nogen orden eller hierarki mellem sandkornene. Formen på bunken består af en tilfældig kaostilstand og er dermed et billede på den uorden entropien repræsentere. I forhold til bunken er hullet er det mindst konstruktive i det man fjerner materiale. Hullet fyldes langsomt med jord, og dermed udligner den, over tid sin egen horisontlinje. Hullerne er i udgangspunkt fjernelser af materiale med en bestemt form, men vil med tiden flade ud og blive til vandhuller. Jo mere de optages af naturen jo mindre vil deres oprindelige form træde frem, og i stedet optages de i landskabes skala og ”forsvinder” og de vil så at sige finde sin egne form.
Bunken og hullet udgør dermed en entropisk position som det landskabelige greb i projektet, og tanken er at sandet fra de gravede huller skal udgøre en sandfodring langs vandet ved villaerne.
Jeg har gennem en række af kort arbejdet med at skabe simple organiseringer af huller. Organiseringer som tager afsæt i naturkraft som vandet, Jeg har søgt at finde en indbyrdes relation mellem hullerne som virker tilfældig, men som stadig indgår som del af et system. I den videre proces og i det endelige resultalt er hullerne fordelt efter markernes dræn. Et system som har til formål at styre vandet og ved at bryde systemet oversvømmes området over tid.
Fugleskjulet er et sted man trækker sig tilbage og nyder naturen. Fuglelivet i Seden Strandby er gået tilbage over de sidste 20 år og med fugleskjulet i sammenhold med Naturskolen ønsker jeg at sætte fokus på det uddøende fugleliv lokalt, men også globalt.
Programmet naturskole handler om et sted som kan formidle naturen. Jeg tror på at vi gennem bevidsthed om vores omgivelser om naturen og dens foranderlighed og formforandringsproces kan opnå en erkendelse af entropien og hermed landskabet eskalere og at den bevidsthed får os til at overveje vores handlingers konsekvenser på ny.
