MUREN
Projektet undersøger beboelse af muren - at bebo muren som et begrænset menneske, med få muligheder for at veksle frit mellem mur, natur og samfund - som retspsykiatrisk patient. At være indespærret af muren, indkapsles forvarringen af mennesket, dette uden at den indsatte føler sig begrænset af muren.
Ideen om et traditionelt fængslet udfordres ved at den indsatte bebor muren og derved ikke har udsyn til den, men derimod til landskabet som agerer mur. Landskabet bliver derved en del af indespæringen / indespæringen en del af landskabet. Udsigten vil derimod være et konstant blik på Kirunas landskab og dermed indgå i behandlingen af den indsatte.
STEDET
Det retspsykiatriske fængsel er placeret i Kiruna i et udfordrene minelandskab. Blandt skov, sten og bjerge. I en by der konstant er i forandring og rykkes mere og mere øst over. Placeringen er i en gammel sprængt mine der allerede er sammenstyrtet og derfor konstant.
Decentraliseringen - foreviget sted. Resten af byen rykkes ala byplanen KIRUNA FOREVER. Befolkningen i Kiruna forekommer som et nomade folk som konstant er i bevægelse pga. minens sammenstyrtninger og utilregnelige adfærd. Ligesom de indsatte i fængslet er tidsperspektivet for fremtiden uvis.
DOMMEN
Ubetinget straf. Forskellen på et almindeligt fængsel og et retspsykiatrisk er, at tiden er ubestemt og det kan være den indsatte ender sine dage i fængslet. En dommer beslutter i samråd med retspsykiatrien hvornår behandlingsdommen ender og den indsatte igen kan færdes frit. Derudover har den indsatte i retspsykiatrien privilegier ala udgang efter god opførsel i en længere tidsperiode - dette skal optjenes iform af god opførsel.
Linjen, muren, stregen; det fysiske element der adskiller den indsatte fra friheden. Arkitekturen understreger at her ender friheden og straffen begynder. Snoren til resten af samfundet klippes. En streg i luften der gør det fysisk umuligt at være fri. Muren bliver derved frihedsberøveren, men ugerningerne der gør muren nødvendig, er den indsatte selv med til at forme og opbygge. Arkitekturen er med til at forme den indsatte, men kan arkitekturen også være med til at behandle og bryde strukturerne i den indsattes hverdag? Behandlingsdom. Den værste dom er fængsling på ubestemt tid, en forvaringsdom, en psykisk dødsdom, den indsatte ved ikke hvornår den løslades. Det er op til det enkelte menneske. Arbejde med sig selv, bryde med de psykiske lidelser, lade sig behandle. Er resocialisering overhovedet en mulighed hvis sindet er så sygt at mennesket ikke kan fungere i samfundet, motivationen forsvinder. Alt sættes på pause, alt der er værd at leve for rives væk af muren. Mennesket står alene med sine ugerninger, i den lille isolerede celle. Tid til at bearbejde.
Det nordlige landskab i Kiruna, de åbne vider og minerne
i mørket under jorden spejler kontrasten mellem at være
indespærret i sin celle og fri i naturen.
Kan arkitekturen spejle kontrasten mellem det lyse og det
mørke?
