Mesoamerikansk arkitektur

Date
26.05.2021
Time
15.00 - 16.30
Address

Online via link: https://kadk.zoom.us/j/62318229349
Danmark

I løbet af foråret 2021 præsenterer Det Kongelige Akademi - Arkitektur en online forelæsningsrække om førmoderne arkitektur. I denne forelæsning vil Martin Søberg, lektor ved Det Kongelige Akademi - Institut for Bygningskunst og Kultur, forelæse om mesoamerikansk arkitektur. 

Mesoamerika er en nyere betegnelse for forskellige præcolumbianske kulturer i et geografisk område, der strækker sig fra det nuværende centrale Mexico over Guatemala, Belize, El Salvador, Honduras og Nicaragua til det nordlige Costa Rica. Bedst kendt blandt disse kulturer er nok de såkaldte mayaer og aztekere. Fællestræk for de mesoamerikanske kulturer, der vokser frem fra omkring 1500 år f.v.t., er blandt andet, at der er tale om landbrugskulturer især baseret på dyrkningen af majs, ligesom de indbefatter beslægtede mytologier og religioner, tal- og kalendersystemer, teknologier og traditioner.

Landbrugets overskudsproduktion muliggjorde handel og specialisering og dermed udviklingen af byer, i flere tilfælde af en størrelse, der på de pågældende tidspunkter kun matchedes ganske få steder i verden. Byerne dannede rammen om monumentalarkitektur såsom religiøse anlæg herunder templer, paladser og boldbaner, der blev brugt til ceremonielle boldspil. Disse bygninger var gerne placeret ortogonalt i forhold til hinanden og ofte omkring lange monumentalakser, de var hovedsageligt bygget af sten og bar i mange tilfælde rige skulpturelle udsmykning af mytologisk karakter, alt sammen bemalet i forskellige farver. Ikke mindst pyramider og boldbaner er vigtige mesoamerikanske arkitektoniske typologier.

Boldbane, Monte Albán, 600-300 f.v.t., Mexico. Fotograf: Bobak Ha'Eri. Wikimedia Commons.

Forelæsningen giver et overblik over væsentlige aspekter af mesoamerikansk arkitektur i sammenhæng med hovedtræk af de mesoamerikanske samfunds materielle og symbolske grundlag og med fokus på bl.a. typologier, byggeteknologier og dekorationer. Undervejs besøger vi en række af de vigtigste mesoamerikanske byer, der i dag kendes som hhv. La Venta (ca. 900-400 f.v.t.), Monte Albán (ca. 500-200 f.v.t.), Teotihuacán (ca. 100 f.v.t.-200 e.v.t), Palenque (ca. 200 f.v.t-800 e.v.t.) og Tenochtitlán (1352-1521 e.v.t.). Afslutningsvis vil vi kaste et blik på moderne og nutidige arkitekter og kunstnere, der har ladet sig inspirere af mesoamerikansk arkitektur.