Planetary Boundaries - Rethinking Architecture and Design

Dato
21.09.2023 - 05.04.2024
Tidspunkt
08.35
Address

Royal Danish Academy
Danneskiold-Samsøes Allé 53
Copenhagen K
Danmark

Pris
Gratis adgang - Åben man-fre 10-18 (Lukket weekend & helligdage)

Det Kongelige Akademi har længe fokuseret på at finde veje til at mindske CO2-udledningen i byggeriet, restaurere frem for at bygge nyt og skabe design, der holder. På udstillingen Planetary Boundaries – rethinking Architecture and Design er omdrejningspunktet at forstå verden med nye øjne, for hvordan arbejder man med arkitektur og design med planetens velbefindende og den globale miljøtilstand i centrum?      

De seneste år har manifesteret det, forskningen har fortalt længe: Klimaforandringer er blevet til en åbenlys og gloende sandhed. Klimaet er under forandring, og det smitter af på planeten. Menneskets indgriben i klodens økosystem kan nu tydeligt mærkes i den globale miljøtilstand. Klimaforandringer er ikke noget, der kommer. De er her allerede.

Planetary Boundaries er en teori, der bliver brugt om klodensbegrænsninger. Den undersøger, hvad jorden kan holde til, før der er skabt endegyldige ubalancer i økosystemet. Det er en teori, der har planetens behov i fokus fremfor for menneskets: Hvad har planeten brug for i kampen for sin egen, naturens og menneskets overlevelse?  

Arkitektur og design har sammen med landbrug, transport og andre sektorer bidraget til overforbrug af jordens resurser. Derfor gentænker Det Kongelige Akademi, hvordan fremtidens arkitektur og design kan leve side om side med en planet i balance. Vi har rettet blikket mod den nødvendige omstilling, for holdbare løsninger er stærkt forbundet med gode arkitektur- og designløsninger.

På denne udstilling kan man opleve 25 udvalgte projekter, der gennem en design- eller arkitekturfaglighed forholder sig til, hvordan man kan frembringe nytænkende design, byggematerialer og boformer, der æstetisk har stor spændvidde, men efterlader et lille aftryk på planeten. Der er eksperimenter, konkrete forslag og ambitiøse undersøgelser af, hvordan vi omstiller og nytænker vores traditionelle syn på arkitektur og design.

Planetary Boundaries stammer fra Stockholm Resilience Center under Stockholms Universitet. Her måler man planetens overskredne grænser og tilbageværende råderum ud fra ni parametre, og de giver alle en status på klodens miljøtilstand. Planetary Boundaries er blandt andet blevet brugt af FN og EU i udarbejdelse af klimapolitik og er grundlaget for meget andet klimateori.

De 25 udstillede projekter forholder sig alle til en eller flere af de ni parametre.

Udstillingen åbner den 21.9. kl. 16 - alle er velkomne.